Du er overalt
Overalt hvor jeg er
Du er over mig
Du er under mig
Til højre til venstre
Endda inden i
Jeg er omringet
Kan ikke bevæge mig
Jeg tager en dyb vejrtrækning
Men det ender i en høj hastighed
Jeg falder sammen
Og der ligger jeg Så
Spændt i hver en muskel
Men samtidig svag
Tårerne triller af sted
Gå væk
Gå væk – Forsvind
Du har ødelagt nok
Taget en del fra mig
Noget der ikke kan erstattes
Var det, det du ville?
onsdag den 12. maj 2010
onsdag den 5. maj 2010
onsdag den 28. april 2010
Tom
Jeg har nu i de sidste par dage siddet og kigget på en forholdsvis kedelig blog. Tom og uopdateret, men jeg har simpelthen ikke noget at fortælle, eller noget at skrive om, hvilket irriterer mig rigtig meget, da mit hoved plejer at være fuld af tanker. Det eneste jeg kan skrive om, er at jeg intet har at skrive om, og når jeg endelig finder inspiration, kan jeg ikke få det ned på papir, det kommer altid til at lyde dumt, og bliver slettet igen. Ikke engang det her er jeg tilfreds med. Intet er jeg tilfreds med for tiden, intet er godt nok - Jeg ved at jeg altid forventer rigtig meget af mig selv, men hvorfor det lige er sådan for tiden ved jeg ikke.
fredag den 26. februar 2010
Dild
I længere tid har jeg gået og undret mig over hvorfor dild, er blevet "opfundet" - Og i dag er det så fundet svaret:
Dild er skabt for at ødelægge mig gode humør, når jeg er på restaurant. Jeg sidder, som den eneste en radius af, hvad jeg nu end kan se, og får nærmest en helt plante oven på min mad. Dild skal åbenbart give maden en frisk smag, hvilket jeg håber bare er en rigtig dårlig joke - Dild gør maden klam - længere er den vist ikke. Mit dejlige laks skal ikke drysses med massevis af dild, som bare limer sig fast, og udslipper en masse irriterende dildsmag. Dårlig stil. Jeg fristes til at citere min kære "ven" Anders Matthesens "Anden på coke" hvor dild bliver nævnt.
"Dild?! - Du skal bare fucke af. Du skal bare tage nellike, kommen og sukat i hånden og så skal i tage en færge ud af verdenen. væk.
Jeg forstår ikke dild, hvem fanden æder det Polioramte fastelavnsris, det er så ulækkert. - Jeg kan forstå at en kat har brug for at æde sådan noget engang imellem *bræklyde*
Eller skrive min egen historie om Dildens udryddelse Sorry alle I dild'freaks, der findes rundt omkring.
"Der var engang en lille dilddusk, der hed Dild. Dild var hadet af rigtig mange. I den kommunale folkeskole, var det værst. Alle børnene foretrak at få agurk på deres rugbrødsmadder fremfor dild.
En dag skete der noget helt uventet - plantagen, som var den eneste, i hele verdenen hvor man dyrkede dild, brød ud i flammer. Ingen madeksperter, og andre voksne mennesker forstod det - hvad skulle de nu gøre? Især en var særlig påvirket, Robert Dølhus, fra Danmark - Han fik et større psykisk sammenbrud, da der nu ikke længere kunne produceres "chips med dildsmag" - En gruppe børn tilstod, at de havde gjort det, da de syntes at Dild var klamt.
Og så levede alle lykkeligt til deres dages ende uden dild.
Ja, jeg hader dild, hvis nogen skulle være i tvivl?
Dild er skabt for at ødelægge mig gode humør, når jeg er på restaurant. Jeg sidder, som den eneste en radius af, hvad jeg nu end kan se, og får nærmest en helt plante oven på min mad. Dild skal åbenbart give maden en frisk smag, hvilket jeg håber bare er en rigtig dårlig joke - Dild gør maden klam - længere er den vist ikke. Mit dejlige laks skal ikke drysses med massevis af dild, som bare limer sig fast, og udslipper en masse irriterende dildsmag. Dårlig stil. Jeg fristes til at citere min kære "ven" Anders Matthesens "Anden på coke" hvor dild bliver nævnt.
"Dild?! - Du skal bare fucke af. Du skal bare tage nellike, kommen og sukat i hånden og så skal i tage en færge ud af verdenen. væk.
Jeg forstår ikke dild, hvem fanden æder det Polioramte fastelavnsris, det er så ulækkert. - Jeg kan forstå at en kat har brug for at æde sådan noget engang imellem *bræklyde*
Eller skrive min egen historie om Dildens udryddelse Sorry alle I dild'freaks, der findes rundt omkring.
"Der var engang en lille dilddusk, der hed Dild. Dild var hadet af rigtig mange. I den kommunale folkeskole, var det værst. Alle børnene foretrak at få agurk på deres rugbrødsmadder fremfor dild.
En dag skete der noget helt uventet - plantagen, som var den eneste, i hele verdenen hvor man dyrkede dild, brød ud i flammer. Ingen madeksperter, og andre voksne mennesker forstod det - hvad skulle de nu gøre? Især en var særlig påvirket, Robert Dølhus, fra Danmark - Han fik et større psykisk sammenbrud, da der nu ikke længere kunne produceres "chips med dildsmag" - En gruppe børn tilstod, at de havde gjort det, da de syntes at Dild var klamt.
Og så levede alle lykkeligt til deres dages ende uden dild.
Ja, jeg hader dild, hvis nogen skulle være i tvivl?
torsdag den 18. februar 2010
Så sidder jeg her igen, efter at have brugt tid på at overveje, om jeg egentlig gad det her bloggeri, og ville jeg overhovedet komme til at bruge det? Det vil kun tiden vise, men jeg har besluttet mig for, at lade det komme an på en prøve... Igen
Lige nu sidder jeg hjemme på mit værelse og nyder stilheden - Den jeg ikke oplever så meget i hverdagen på efterskolen. Jeg sidder med computeren, hvor facebook og msn er åbnet. Det er nok den kontakt til omverdenen jeg får brugt den næste uge, samtidig med at jeg har en film kørende. Miljøsvin. Dertil en efterhånden kold kop te, og sneen falder stille ned udenfor. Jeg har fået vinterferie i dag, mens alle andre har haft i den her uge. Suk. Men en uge hvor jeg også bare kan nyde roen hjemme, og få tænkt en masse igennem, er også hvad jeg har brug for lige nu.
Ugen har været hård med projekt, hvilket jeg har taget meget seriøst og arbejdet rigtig hårdt med, og kun holdt pauser til måltiderne. Jeg havde om Jehovas vidner, hvilket jeg synes er spændende, da jeg interesserer mig for tro, religion og livssyn set fra andres vinkler. Rent faktisk var det min "vejleder" der anbefalede mig det, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle vælge. Overemnet var "passion" hvilket åbnede mange døre, så mange at jeg slet ikke kunne forholde mig til det + tanken om at skulle fremlægge. Min første tanke var: "Hvad er min egen passion" - Det kunne jeg ikke finde ud af, så hvorfor ikke tage andres i stedet, som min vejleder sagde. Mit samlede arbejde blev til en rapport på 6 sider, og en novelle dertil på 7 sider, hvilket jeg egentlig er ganske tilfreds med, men alligevel ved jeg at jeg kunne have gjort det bedre.
Jeg fik fremlagt, dog kun for lærerne, men det var grænseoverskridende for mit vedkommende, bare det at jeg gjorde det, men med så meget at kunne fremlægge over, er 20 minutter ikke noget - Jeg nåede 3 ud af mine 9 punkter. Gennem forløbet har jeg kunne mærke på min krop både fysisk og psykisk, at denne måde at arbejde på er hård, fordi jeg netop ikke hører til den gruppe af mennesker, giver sig selv den "frihed" at tage en pause ind imellem, uden at det er tvunget.
Jeg har set de andres fremlæggelser. Alle gode på hver sin måde, men særligt en ved jeg ikke, hvordan jeg skal have det med. Abstrakt kunst. Jeg tror vi alle sad med en underlig følelse, da blenderen blev tændt og en stakkels lille guldfisk måtte lade livet. Jeg fik kvalme, og kunne ærlig talt ikke finde ud af, om jeg blev vred eller ked af det. Det var jo dyremishandling. Det at dræbe en fisk på den måde, ville næsten have været det samme som at sige: "Hvem vil stikke hånden NED i blender?"
Selvom den ikke vidste hvad der skulle ske, og i det hele taget ikke anede om, hvad der foregik uden for dens lille verden, er det ikke i orden. Men sket er sket, og det kan der ikke laves om på. Det var ikke "fremlæggerne" selv, der gjorde det, men derimod en anden, og en tredje der optog det. Jeg fatter ikke at nogen kan se det, her tænker jeg på Marco Evaristti,som gav publikum samme mulighed, med at komme og blende levende fisk på et museum. Ja, jeg ved som sagt ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det.
Lige nu sidder jeg hjemme på mit værelse og nyder stilheden - Den jeg ikke oplever så meget i hverdagen på efterskolen. Jeg sidder med computeren, hvor facebook og msn er åbnet. Det er nok den kontakt til omverdenen jeg får brugt den næste uge, samtidig med at jeg har en film kørende. Miljøsvin. Dertil en efterhånden kold kop te, og sneen falder stille ned udenfor. Jeg har fået vinterferie i dag, mens alle andre har haft i den her uge. Suk. Men en uge hvor jeg også bare kan nyde roen hjemme, og få tænkt en masse igennem, er også hvad jeg har brug for lige nu.
Ugen har været hård med projekt, hvilket jeg har taget meget seriøst og arbejdet rigtig hårdt med, og kun holdt pauser til måltiderne. Jeg havde om Jehovas vidner, hvilket jeg synes er spændende, da jeg interesserer mig for tro, religion og livssyn set fra andres vinkler. Rent faktisk var det min "vejleder" der anbefalede mig det, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle vælge. Overemnet var "passion" hvilket åbnede mange døre, så mange at jeg slet ikke kunne forholde mig til det + tanken om at skulle fremlægge. Min første tanke var: "Hvad er min egen passion" - Det kunne jeg ikke finde ud af, så hvorfor ikke tage andres i stedet, som min vejleder sagde. Mit samlede arbejde blev til en rapport på 6 sider, og en novelle dertil på 7 sider, hvilket jeg egentlig er ganske tilfreds med, men alligevel ved jeg at jeg kunne have gjort det bedre.
Jeg fik fremlagt, dog kun for lærerne, men det var grænseoverskridende for mit vedkommende, bare det at jeg gjorde det, men med så meget at kunne fremlægge over, er 20 minutter ikke noget - Jeg nåede 3 ud af mine 9 punkter. Gennem forløbet har jeg kunne mærke på min krop både fysisk og psykisk, at denne måde at arbejde på er hård, fordi jeg netop ikke hører til den gruppe af mennesker, giver sig selv den "frihed" at tage en pause ind imellem, uden at det er tvunget.
Jeg har set de andres fremlæggelser. Alle gode på hver sin måde, men særligt en ved jeg ikke, hvordan jeg skal have det med. Abstrakt kunst. Jeg tror vi alle sad med en underlig følelse, da blenderen blev tændt og en stakkels lille guldfisk måtte lade livet. Jeg fik kvalme, og kunne ærlig talt ikke finde ud af, om jeg blev vred eller ked af det. Det var jo dyremishandling. Det at dræbe en fisk på den måde, ville næsten have været det samme som at sige: "Hvem vil stikke hånden NED i blender?"
Selvom den ikke vidste hvad der skulle ske, og i det hele taget ikke anede om, hvad der foregik uden for dens lille verden, er det ikke i orden. Men sket er sket, og det kan der ikke laves om på. Det var ikke "fremlæggerne" selv, der gjorde det, men derimod en anden, og en tredje der optog det. Jeg fatter ikke at nogen kan se det, her tænker jeg på Marco Evaristti,som gav publikum samme mulighed, med at komme og blende levende fisk på et museum. Ja, jeg ved som sagt ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det.
Abonner på:
Opslag (Atom)
