Så sidder jeg her igen, efter at have brugt tid på at overveje, om jeg egentlig gad det her bloggeri, og ville jeg overhovedet komme til at bruge det? Det vil kun tiden vise, men jeg har besluttet mig for, at lade det komme an på en prøve... Igen

Lige nu sidder jeg hjemme på mit værelse og nyder stilheden - Den jeg ikke oplever så meget i hverdagen på efterskolen. Jeg sidder med computeren, hvor facebook og msn er åbnet. Det er nok den kontakt til omverdenen jeg får brugt den næste uge, samtidig med at jeg har en film kørende. Miljøsvin. Dertil en efterhånden kold kop te, og sneen falder stille ned udenfor. Jeg har fået vinterferie i dag, mens alle andre har haft i den her uge. Suk. Men en uge hvor jeg også bare kan nyde roen hjemme, og få tænkt en masse igennem, er også hvad jeg har brug for lige nu.

Ugen har været hård med projekt, hvilket jeg har taget meget seriøst og arbejdet rigtig hårdt med, og kun holdt pauser til måltiderne. Jeg havde om Jehovas vidner, hvilket jeg synes er spændende, da jeg interesserer mig for tro, religion og livssyn set fra andres vinkler. Rent faktisk var det min "vejleder" der anbefalede mig det, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle vælge. Overemnet var "passion" hvilket åbnede mange døre, så mange at jeg slet ikke kunne forholde mig til det + tanken om at skulle fremlægge. Min første tanke var: "Hvad er min egen passion" - Det kunne jeg ikke finde ud af, så hvorfor ikke tage andres i stedet, som min vejleder sagde. Mit samlede arbejde blev til en rapport på 6 sider, og en novelle dertil på 7 sider, hvilket jeg egentlig er ganske tilfreds med, men alligevel ved jeg at jeg kunne have gjort det bedre.
Jeg fik fremlagt, dog kun for lærerne, men det var grænseoverskridende for mit vedkommende, bare det at jeg gjorde det, men med så meget at kunne fremlægge over, er 20 minutter ikke noget - Jeg nåede 3 ud af mine 9 punkter. Gennem forløbet har jeg kunne mærke på min krop både fysisk og psykisk, at denne måde at arbejde på er hård, fordi jeg netop ikke hører til den gruppe af mennesker, giver sig selv den "frihed" at tage en pause ind imellem, uden at det er tvunget.

Jeg har set de andres fremlæggelser. Alle gode på hver sin måde, men særligt en ved jeg ikke, hvordan jeg skal have det med. Abstrakt kunst. Jeg tror vi alle sad med en underlig følelse, da blenderen blev tændt og en stakkels lille guldfisk måtte lade livet. Jeg fik kvalme, og kunne ærlig talt ikke finde ud af, om jeg blev vred eller ked af det. Det var jo dyremishandling. Det at dræbe en fisk på den måde, ville næsten have været det samme som at sige: "Hvem vil stikke hånden NED i blender?"
Selvom den ikke vidste hvad der skulle ske, og i det hele taget ikke anede om, hvad der foregik uden for dens lille verden, er det ikke i orden. Men sket er sket, og det kan der ikke laves om på. Det var ikke "fremlæggerne" selv, der gjorde det, men derimod en anden, og en tredje der optog det. Jeg fatter ikke at nogen kan se det, her tænker jeg på Marco Evaristti,som gav publikum samme mulighed, med at komme og blende levende fisk på et museum. Ja, jeg ved som sagt ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det.